Du er sminket saa slet som den slette Aktør;
thi din Kunst er en Kunst, der er død, før den dør . . .
Du er Gøglernes Dreng, som bag Masken af Kridt
véd, dit Liv er de lystiges Liv, der blev lidt. —
Paa din malede Mund, paa din mélede Mund,
der er stor som et Hjul —, der er bundløs og rund —,
bor et Skrig af Komers og barok Ironi,
der dybt i dig selv er en trist Melodi . . .
Din Haand er en Fod, og din Fod er en Haand —.
Dit Liv er et Spring i det spraglede Baand . . .
Dit Haar er en Nars, og dets hørrede Tot
er et Maal for en énsformigt tilhyldet Spot . . .
Dine Bukser er vide som Blusen er stor —.
Din Fod er en Blomst som i Savsmuld og Jord
er mimosenervøs og artistisk parat
til at røbe en fuldblods og født Akrobat.
Dit Legemes Saltomortale og Spring
er en Rytme, der finder sig selv i en Ring
Da lukker sig Narren for alle, der lér
og ikke det sørgende Gøglerblik sér . . .
Du er Gøglernes Dreng, Akrobaternes Barn.
I Manégen en Blomst i dens Savsmuld og Skarn . . .
Du er Pøbelens Yndling i Bifaldets Larm.
Dit Smil er en Graad, der er brændende varm . . .
Du er sminket saa slet som den slette Aktør.
O, din Drøm er at drømme, engang naar du dør . . .
Thi du er den fromme, naive Artist,
der smiler i Saligheds Taarer tilsidst . . .