Jeg tror der er Ynde i hver en Stén,
der bygger den fattigste Gade.
Er Hundrede stygge, er én dog rén —.
Den smykker en sort Facade.
Jeg tror der er Blomster i Barne-Blik,
der bejler til rig Mands Rude.
Og der er en indre og myg Musik,
hos dem der skal leve — derude.
Og der er en Linie af ædel Art
i barnlige Ben, der danser —.
Det giver Fortovet Farve og Fart —,
og Klang af de kaldende Sanser.
Smaabornenes Leg i Baggaards-Port
velsignes af Yndens Muse . . .
Hvor Hjerterne luer, er intet sort —.
Dér lever de døde Huse.
Jeg tror, der er Stjerner i Baggaards-Brønd.
De spejler en smilende Naade.
Og selve den fattigste Lod er skøn —.
En god og guddommelig Gaade . . .
Jeg tror, der er lagt et skærmende Sværd
selv ved den usleste Trappe . . .
Paa Trinet staar, i et hemmeligt Skær,
En i en kongelig Kappe — —.
Om det er en Muse, om det er en Gud,
siger jeg Eder ikke.
Dog bærer det dybeste Mørke Bud
om Stjernernes evige Blikke . . .