Kalliope
→
Poets
→
Hans Ahlmann
→
First lines
Hans Ahlmann
(1881–1952)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by Hans Ahlmann on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Ad stille Veje, langt fra Smil og Spot
Ad Trappetrin, der knirked forraadende, fordømt
Af Ildflueilden og Stjernernes Rasen
Aftenen kommer, og Træerne svulmer
Aftnen blev stille, og Aftnen blev mørk
Aftnen er kølig, men Lindene
Aftnen kom — og Timen kom!
Aftnen mørkner den grønne Eng
Alt brast. Det var i Dagene
Alt det der sker! Først Hæk i Brud
Alting forfalder, alting gaar tilsidst
Aasens Graner blir borte
B
Barnet, som nylig løb og leged her
Birthe, der er langt til Morgen
Bjærget er fuldt af Violer
Blæsten blæser over By
C
Carlyle, du strenge Mester, saa er jeg atter her
D
Dagen blev kort
Dagen helded et Efteraar
Da jeg kom til den fremmede Egn
De blaaned, de Nætter i Maj
De matte Roser bliver daglig færre
Den første blege Stjerne
Den lyse Morgenstund
Den store grønne Slette
Der er ingen, der fortæller som Roserne
Der flimred Sol i Kanalens Vand
Der kastes saa mangen usselig Sten
Der kom lange, lange Flager
Der ligger En og dør i Nat
Der sejler et Skib fra Danmark
Der spilles i Orkestret
Der steg Lærker imod Himlen
Der stod den, iført en kostbar Dragt
Der var en Tid, — bag Trods og Harm
Der var et Ur, der vækked mig
De store Træer mumler
Det aftnedes vaarligt, de spilled „Boheme" i Caféen
Det blir en spinkel og vemodig Nat
Det bryder i Popler og Pile
Det er Aften. Horisonten
Det er Aften sent i Parken
Det er altsammen længe siden
Det er det samme Mørke
Det er en forunderlig Vaar i Aar
Det er en Søndagmorgenstund
Det er Foraar, og nu løves alle Grene
Det er i de tause Alléer
Det er i Nat saa klingert
Det er Morgen med Sol over Skrænt
Det er paa Gaardspladsen. Mørket daler
Det er saa smuk en Morgenstund
Det flimrende Aftenliv sang
Det frøs fornylig, og Sneen føg
Det grønne Foraar gik saa brat
Det grønne Vinløv udenfor mit Kammer
Det har regnet i Nat
Det hugger i Nattogets Kobling
Det hvirvler af Sne over Tag og Top
Det klinged med Bjælder fra Vinterens Slæde
Det lufter over Byen, en fin og lunken Vind
Det regned’ i Bobolihaven
Det regned. Og Gadernes Stene
Det rejser sig i Buer, Stykke efter Stykke
Det spilled i strømmende Vande
Det stille Mørke til min Stue gaar
Det stilned mod Nat, og Dagen blev drømt
Det stilner under Stjerner
Det stormed i Nat, og det pøste
Det suser, det suser i Haven
De tuder, de rastløse Biler
Det var Aften. Intet hændte
Det var den danske Sommer
Det var dengang, da hver en Blæst
Det var de urolige Dage
Det var en Foraarsaften, bleg og stor
Det var en Varme! Støvet, vandringstræt
Det var en Vaardag med Sne, der gled hen
Det var, mens vi stod der i Foraarets Vind
Det var paa Piazza San Marco
Det var Sankt Hans
Det var som en dæmpet Berceuse
Din hvide Skulder havde
Din Lyst skal brydes af Suk og Strid
Disse fem smaa blaa Krokus
Disse Sange, som jeg her har sendt dig
Dit Smil er som en Sejersfærd
Du dansed for mig — da blev Himlen rød
Du er Smilet i min Ungdom
Du kom langvejs fra, vor Broder
Du kom ned til os med Bulder
Du var et Træ — i Sol og Slud
Du vil glemme mig engang
E
End ligger din Have i Solskinnet svøbt
Endnu før det blev Daggry
En Død er kun en Død
En fremmed By en Aften sén
En Fugl, en vældig, med Vingefang
En Nat i Maj — det blege, grønne Skær
En slidfuld Dag — og Aften nu
En sortblaa Røg, en Bølge har hyllet Torvet tungt
En stor og dejlig Fugl har lagt sig ved mit Bryst
Ét Blad falder og ét og ét
Et Fuglepip i Vejens Hegn
F
Fodtrin holdt op med at vandre
Foraarsstormene bruser
Fra Havet ruller Sø paa Sø
G
Gennem Efteraarets Slud
Gennem Lampeskærmens gule Flor
Gik vi éngang, — gik vi liden
God Nat, god Nat
H
Han lytted længe til Husets Lyde
Han standser ved sin Rude
Har kysset hendes røde Mund
Hastigt løber Tiden
Henad Morgen, naar det dæmrer
Himlen er blaanende høj
Hun havde lovet, hun vilde komme
Hvad hjælper det, Vaaren vil komme
Hvem nævnede Violer
Hvert Nu i Nat gaar tyst og kort
Hvor er her dog stille — al taabelig Tuden
Hvorfor gaa hjem nu — Platanerne suser jo
Hvorfor smiler du, Susanna
Hvor mange Timer gik jeg? Slet ingen Sjæl jeg saa
Højt — højere jeg stiger i Aftentimens Duft
Hør, det suser i Akacierne — og atter
Hør min Hymne, hør mig, Eros
I
I den myldrende By har en Vinter gjort Holdt
I den store gamle Have
I den tause Nat er jeg vaagnet op
I dør, I dør, min Ungdoms Flok
I et Hjørne af mit Hjerte
Igennem Træerne de sorte nøgne
I Hildesheim, da Natten kom
I Landet Vé, som af Havet steg
I Luften skumringssval
I „Meistertrunk” drak vi en Jubelskaal
Imellem de lave Diger
Ingen Sol, der vaager
I Solnedgangens Purpur tog stærke Klokker fat
I tusind Aar var den Danmarks By
J
Jager det og banker
Jeg elsker de natlige Gavle
Jeg gik hjem igennem Byen, da Lygterne blev gule
Jeg gaar og gaar, mens Natten skrider frem
Jeg ligger i min Sygeseng
Jeg takker dig, fordi du gav
Jóhann Sigurjónsson
Jo, I kender disse Aftner
Jomfru Gertrud, Jomfru Gertrud
K
Kan du slet ikke lyse
Klokken er kun syv
Klokker har kimet, tonende og travle
Kom Bellmans Søster, Broder
Kom Ven og kom Veninde
Kunstner er han først
L
Lad os glemme hinanden i Nat
Langt borte hørte hun Violiner
Langt borte saa jeg — selv saa tung og træt
Lette og luftgraa Maager
Lille Barn, som tumled
Luften er dunkel og blaa
Længe havde Solen skinnet
M
Med de gule Bægre hældet
Med Natten kom den dybe Fred
Mens Foraarsaftnen drømmer
Mens udenfor alt er i Dvale
Min Gud, hvor du var smuk i Gaar
Modtag mig, grønne Park, som før
Morgenstjernen blegned
Mærk — det har regnet. Se Tagenes Skifer er vaade
N
Nattens Tid er inde
Nederlaget! Hør dem skrige
Nu bliver Bladene ganske gule
Nu blaaner Elven helt mørkeblaat
Nu drysser Kastanjen sin Rakkel
Nu er det Tid, da slagne Sind
Nu falder Mørket langsomt paa store Agres Tavl
Nu kommer de blide Nætter
Nu kommer Natten stille, berusende og stor
Nu mørkner Aftnen, nu blander Hylden
Nu mørkner det stille ved Floden
Nu segner alle Vinde
Nu stryger salt en Søndenvind
Nu staar Vaaren just i Syrenens Tegn
Naar jeg drikker denne Vin, ser jeg Pinjer
O
O Foraar og Elskov — man smiler og aner det næppe
Og Natten danser lydløst ud
Og Skyer drev, mens Dagen led
O Liv, hvad vil du med mig
Op med Skodderne — ah, det var godt
Over Aftenhimlen hen
Over gamle og mosgro’de Tage
Over Haver skinned
Over Torvet kom der blæsende
P
Paa Væggene hang der Portrætter
S
Se, det er Aften — og Træerne falder i Tanker
Se, det er Tiden, da Aksene falder
Se nu grønnes de ventende Agre
Se paa Sandstenens Tegning, hvor den drejer
Skridt for Skridt, men sejgt og støt
Skyen sejled i Himlens Blaa
Skyer driver og drager i Fold
Skærtorsdags Sol gik hastigt ned
Snestormen pisker paa Ruder
Solen er oppe, det blaaner foroven
Solen kommer, Solen gaar
Som en Fæstningsgrav, hvis Svaner
Som en Høg slog du ned i mit Hjerte
Somre kommer og Somre gaar
Spræng Portene op for den store Vaar
Stille, nu sejler vi ind i en aftenlig Brise
Stodderfattig, graa af Jammer
Stævnet er sat, vi er ej mer’ Nationer
Saa er det en Morgen i Luxembourghaven
T
Tag dit Blik fra denne Rude
Telefonen klang i den sene Kvæld
Tidt har vi lyttet til den dunkle Nat
Tyste, tyste, sukkende Træer
U
Under Birkeløv og i Markers Duft
V
Vel mødt, du frie Landevej
Ventetimerne er lange
Vi har den samme Trang
Vinden vifter, Birken slaar
Vinterkulde steg af Mulde,
Vi, som midt i Renæssancens
Vi spurgte hinanden: Skal Flensborg nu med?
Vaaren dufter saa fint og godt
Vaaren kom med sine Fløjt