Der flimred Sol i Kanalens Vand,
der tændtes Haab, og der vaagned Viljer,
paa Blomstertorvet der stod en Brand,
en Offerflamme, fra Paaskeliljer.
Men bedst som Safterne trængte paa,
og Fuglekvidret tog paa at smægte,
et lille Hjerte holdt op at slaa,
en Barnehaand hørte op at fægte.
Tilgiv mig, hellige Vaar, som før
har set mig bøje mit Knæ i Glæde,
jeg lukker sagte din gyldne Dør
og maa en dunklere Vej betræde.
For jeg maa følge et Smil paa Vej,
der laa og lyste i bløde Vige,
et Stykke kun — og saa standser jeg
og stirrer ind i et høstligt Rige:
Der skriger Viber i Skumring tæt,
der staar et Dødsskær i fjerne Ruder,
og bagved Skoven, der luder træt,
ej noget Daggry en Dag bebuder.
Tilgiv mig, Vaar — i dit grønne Tog
du maa, du kære, i Aar mig savne,
du kan ej aabne to Øjenlaag —
o, Foraar, giv mig et Barn at favne.