Det er i de tause Alléer,
hør otte Slag af et Ur,
imellem de lyttende Stammer
graaner en Sandstensfigur,
og Luften er blid af en Brise,
der stryger den fugtige Flise
og Slotshavens mørknende Mur.
Hvorfor gaar jeg pludselig langsomt
og trækker saa dybt mit Vejr
og følger med spejdende Øjne
Vesthimlens blegnende Skær
bag Træernes sortnende Krone —
jeg standser og hører en Tone,
fjernt, fjernt — og uendelig nær.
Den kalder, den kalder som Klokker
i Evighedsegnene svunget,
jeg kan ikke komme, skønt Spydet
forlængst i mit Hjerte er stunget,
jeg kan ikke komme for Smerte,
der ligger en Graad i mit Hjerte,
som endnu ikke er sunget.