Du vil glemme mig engang,
langsomt vil jeg vige fra dit Minde,
dirre som en anspændt Streng og svinde
som en stakkels dødsdømt Klang.
Det kan blive grønt i Vaar,
Somres Vellugt bølge gennem Landet,
Skygger gaa som Kærtegn over Vandet,
uden at din Hu mig naar.
Det kan aftnes med en stille Brise,
Birkeløvet bøje sig og hæves,
sukke mod dit Øre, — ak forgæves
nynner det sin Skumringsvise.
— —
Jeg vil gemme dem i Sang:
Øjnene, hvor Tungsindsflammen brænder,
stille kysse dine kyske Hænder
som en Mindets Altergang.
Jeg vil mindes dig som Baal,
tændt i Nætters Mulm paa Bavnebakken,
haabløst virrende i angstfuld Flakken
efter ringest Med og Maal.