Det suser, det suser i Haven,
det sukker og græder i Løvet,
det Hjerte, som vaager og lytter,
blir underlig skræmt og bedrøvet.
Det hvidner i Villaens Ruder,
det stirrer som Gengangersjæle,
det blinker som Blik hos forrykte, —
du mister af Rædsel dit Mæle.
Du springer ad Villaens Trapper,
slaar Døren i Laas med det samme, —
saa smiler du listigt til Stuen
og Natlampens rolige Flamme.