Jeg elsker de natlige Gavle
med smaabitte Vinduer i
og Lys bag de røde Gardiner, —
dem gaar jeg langsomt forbi.
Jeg elsker de natlige Gavle
i Foraarshimmelens Tegn,
naar Tagene blinker af Væde,
og Haverne dufter af Regn,
og Nattevindene bøjer
Syrenernes blundende Top, —
jeg elsker de røde Gardiner
og standser og stirrer derop
og fløjter en Strofe af Mestren,
en liden Strofe, en Skat,
— „reich’ mir dein’ Hand, mein Leben!” —
i Foraarsnætternes Nat.
Jeg elsker de hastige Hænder,
der drager det røde Gardin,
fornemmer et Foraarshjerte
slaa bag et bølgende Lin.
Jeg elsker det lyttende Hoved,
der fanger den blaa Melodi,
tvi! — har jeg gækket dit Hjerte.
Saa gaar jeg langsomt forbi.