Vel mødt, du frie Landevej,
mens Løv og Mørke daler ned,
din rene Høstluft drikker jeg
og føler mig saa stærk derved,
hvor her er stille — Vejens Træ’r
staar sænkt i overjordisk Ro,
for kort Tid siden gik dog her
en Strøm af Folk, der sang og lo.
Her sværmed Par — de kom og svandt
i Sommeraftnen lun og lang,
mens Skumringstraaden spandt og spandt,
og Nattergalen henrykt sang,
her smeltedes det kolde De
ved Blikkets Varme til et Du,
her gik de to og to forbi,
men nu — hvor er her øde nu.
Hvert Ord, hvert Blik — alt gik paa Flugt
henover Søndermarkens Top,
og Haven dér er mørk og lukt,
en enlig Lygte lyser op
et sparsomt Felt af Slottets Mur
med et fantastisk øde Skær —
hør Slagene fra Kirkens Ur,
det er som kom de ganske nær.
Helt sært at høre — otte, ni —
det sidste Slag kom tungt og mat,
det er, som alt var nu forbi
og helt til Høsten overladt,
saa kom da, Høst, og vis mig Vej,
hvor du har ubegrænset Magt,
lad dine Blade dække mig
som Laser af en Kejserdragt, —
og mens de daler mere tæt,
og Luften er saa stærk og mild,
lad straale gennem Træers Net
de store Stjerners blege Ild,
de er en Vandringsmand til Trøst,
naar Skygger jager i hans Sind —
kom lad os vandre, Broder Høst,
i dine tause Riger ind.