De matte Roser bliver daglig færre,
afmægtige de sig med Muld forener,
det var i Juni Roserne var Herre,
nu dufter Haven dulgt af Gravenstener.
Og Luften er saa klar — det er, som Øjet
og Hjertet vides ud — og se jeg kender
en flygtig Stund min Pande blive strøget
af kølige og stærke Guddomshænder.
I denne Luft jeg er saa nær det fjerne,
helt nær jeg ser de dybblaa Bølger spille,
og fjernt jeg ser, som saa jeg paa en Stjerne,
de skønne Asters, der gør Hjertet stille.
Om Natten vaagner jeg og lytter længe,
mens Æblet falder tungt paa Græssets Pude, —
hvem der engang fik Ro som disse Enge,
som disse Haver, denne Skov derude.