Lille Barn, som tumled
ad Døren ind med Bulder,
Stuens Skygger fløj som Fnug,
da du fuld af Latterkluk
la’ Armen om min Skulder.
Kilder sprang i Hjertet,
som Frosten havde bundet,
ved dit Smil, som straaled’ vidt,
tændte jeg taknemlig mit —
men nu er du forsvundet.
Lille Barn, løb vid’re
ind ad en andens Laage,
kommer du igen forbi,
fuld af Sol og Melodi:
lys op i mine Kroge.