De store Træer mumler,
det mørkner imod Øst,
de blege Lygter tændes
indunder Sverrigs Kyst,
de flimrer saa uroligt
som blæste fjernt en Blæst,
gengangeragtigt rejser
sig Himlen imod Vest.
Jasminens Duft forsøder
den mørke lune Luft,
det er som om den gemte
paa tusind Somres Duft, —
den bølger under Vinden,
som steg og sank et Bryst,
det er som om den gemte
paa tüsind Somres Lyst.
Og for en ensom Vandrer,
som Byerne forlod,
er det som gamle Somre,
der stille genopstod,
han hører, naar han standser,
helt nær en Elskers Ord,
besværgende, skønt Stemmen
blev stum i sorten Jord, —
o, den som elsker Natten,
hans dybe Blik kan se
en Kreds af søde Aasyn,
der længst holdt op at lé.
De er de mange Somre,
der susende fór hen —
den Vandrende langs Stranden
tror selv han gaar igen.