Længe havde Solen skinnet,
nu kom Regnen — mens den plasker,
driver Solen ned i Sindet
som en Vin i mørke Flasker.
Kunde jeg engang, naar siden
du og jeg igen er bænket,
skænke dig et Glas af Tiden,
hvori denne Sol er sænket, —
kunde jeg — du skulde mærke
Morgen gro og Middag gløde,
Dagene i lyse Særke
løbe Aftnerne i Møde, —
aftenrødt mod Natten graane,
fjerne Glimt, der lydløst lyner,
mens en genfærdsagtig Maane
fylder Øjnene med Syner.
Duft paa Duft du skulde ane,
— mangekrydret Somren kommer, —
skulde ane, du min Svane,
Sødmen af din egen Sommer.