Der spilles i Orkestret,
de kaade Fløjter hviner,
der stiger Smil og Latter
fra lyse Violiner.
De jubler i crescendo
om Mod, der aldrig hemmes,
om Skumringsord, der aldrig
i Evighed forglemmes, —
om Sommernætters Mørke,
der falder blødt paa Silke,
den røde Valmusilke,
der har saa myge Stilke.
De standser, — der blir stille,
som sad jeg mellem Stene,
spændt lytter alle Sanser:
en Cello hulker ene, —
saa dystert, som blev Tonen
fra dybe Skakter hentet,
saa saaret, som om Blodet
randt rødt fra Instrumentet.
Og mine Sanser hvisker:
Er dette Spil, der øves,
hvad eller Graad, der ikke
af tusind Fløjter døves.
— —
Forbi de sidste Takter, —
men en usynlig Mester
har samlet om sig Nattens
tungsindige Orkester.