Gennem Lampeskærmens gule Flor
siver Lyset som et Suk, der aander næppe,
som en lydløs Støvregn paa det blanke Bord,
over Loftets Stuk og Gulvets røde Tæppe, —
kysser Bræmmeguldet paa det hvide Ur,
véd ej selv, hvad gylden Fest det volder,
spiller i Kaminens glinsende Glasur,
brister stille i Portierens tunge Folder.
Paa de slidte Taster i Spinettens Bord
blunder blideligt Gavotte og Sarabande,
men Maëstro Lysets stumme Kor
spiller dæmpet ud sin dulmende Andante.
Jeg maa elske denne Stues kloge Smil,
mine Tankers farverige Tabernakel, —
under Lampen tegner sig en læsende Profil,
eftertænksom, dunkel som det delphiske Orakel.