Fra Havet ruller Sø paa Sø
mod Øen, solbeskinnet —
naar, Venner, jeg engang skal dø,
vil jeg gaa bort i Mindet
om dette Hav i Himlens Skær
og Øen selv, der stiger
som Bølger, der med Korn og Træ’r
igen mod Stranden viger.
Jeg staar paa mine Fædres Ø
og ser med deres Blikke
den modne Mark, den dybblaa Sø
og Skovens Træer nikke —
der stiger op af Sindets Skakt
saa mange tyste Stemmer,
som er den Rigdom og den Magt,
jeg inderligst fornemmer.
Det er som fra forglemte Aar
en Flok, som maatte segne,
staar op igen — og stille gaar
imod mig allevegne,
o kunde jeg genkalde jer
til Prækestol og Gaarde,
jer skylder jeg det Gran, jeg er —
jeg savner jer saa saare.
O gamle Hænder, som er lagt
forlængst i Kistens Fjæle,
om nu de blev imod mig rakt,
jeg skulde længe dvæle!
Jeg skulde føle Tiden kort
fra Høst til Træ’r blev grønne
og genne megen Uro bort
ved klare Øjnes Brønde.
Nu løb jeg gerne ilsomt hen
til Stuer og til Kamre
og raabte: Du er dansk igen!
og hørte Hjerter hamre —
men det er andre Folk, der bor
i Stuerne de øde,
saa hvisker jeg med stille Ord
mit Budskab til de døde.
Farvel min Ø, mit Fædrehjem,
hvortil min Tanke lænkes,
dengang jeg havde stridt mig frem
og vilde med jer bænkes,
da havde Blomsten tabt sit Frø,
da laa I under Mulde,
engang jeg kommer for at dø,
som Søn hos Fædre skulde.