Hans Ahlmann (1881–1952)

I tusind Aar var den Danmarks By,

paa Dansk blev skrevet de Flensborg Love,

i tusind Aar var den Læ og Ly

for danske Købmænd og Folk fra Hove.

Kun føje Tid har et Folkefærd,

hvis Gud er Jærnet, i Flensborg snerret —

og nu, da Haabet var ganske nær,

er Nørreporten for Haabet spærret.

Vi staar ved Porten — de røde Sten

har lét med Danmark, har sagte sukket,

har delt dets Skæbne, dets Magt og Mén — —

og er for Danmark nu laast og lukket.

Den nye Slægt har ej Hu og Hang

til gustent Mismod og Livsens Klage,

nu gnaver Orm dog i Hjertets Gang,

og Øjet ser sig saa langt tilbage.

Vi tror paa Livet i Morgendug,

vi elsker Havet og Havets Blæsen,

dog fløj i Øjet en Splint, et Fnug

af Tvivlens onde og kolde Væsen:

Er tusind Aar da en flygtig Klang,

er tusind Aar da som tusind Dage? —

Og Sorgen gnaver i Hjertets Gang,

og Øjet ser sig saa langt tilbage.