Det er det samme Mørke,
min Elskede, der gror
af Høstens tause Skove
og af den sorte Jord,
det samme Tag, der hvælver
sig mørknende og skælver
af Stjerner som ifjor.
Den samme Lyd i Luften
af Fugleflokkes Træk,
den samme Lyd af Løvet,
der dør og hvisler væk,
det samme Vejr i Skoven, — —
i Kronerne foroven
gaar der et Sus af Skræk.
Men jeg er ikke mere
den samme som ifjor,
en Haand omkring min Skulder
har drejet mine Spor,
har dannet eet af flere, —
nej, jeg er ikke mere
den samme som ifjor.
I Vaaren, som er levet,
i Mylderet i Maj,
i Skæret der en Aften
laa gyldent paa en Vej,
i Nætter der er rundet,
har jeg den Silke spundet,
der binder mig til dig.
Tal dæmpet i mit Hjerte,
naar Dagen bliver endt,
og alle stille Stjerner
paa Himmelen er tændt,
og naar min Glæde høstes,
lad da mit Hjerte trøstes
mod dig, dit Hjerte vendt.
Se, Høstens Maane stiger
af Nattens sorte Skakt,
den blegner over Resten
af Sommerdagens Pragt, —
hvad gør mig denne Smuldren,
en varlig Arm om Skuldren
har just et Foraar vakt.