Det blir en spinkel og vemodig Nat, —
se Himmeltonen, den er bleg og mat,
langs Vejen staar de høje Poppeltrær,
det suser langvejs fra, det suser nær.
Jeg vandrer, vandrer ad den dunkle Vej,
en ulden Em, der flygter under mig,
det suser foran mig, det suser bag
som Vé og Hvisken i et mødigt Lag, —
som trætte Sind, der sukker dybt og fuldt,
befriet for det hede Hjertes Sult,
det er, som er ej Dagen kun forbi,
men alle Dage ad en tornet Sti, —
og alle Linjerne i Døgnets Træk,
de byrdefulde, graa er visket væk, — —
hør denne Aftens dybt befriede Suk,
selv drømmebleg og øm og vemodssmuk.
En Mislyd i min Sjæl er visnet bort,
begravet i en dyb, en mørk Akkord,
jeg standser, grebet af en panisk Fryd,
ved denne smuldrende Nirwanalyd, —
o Poppellyd i Nattens stille Skød,
o Grænseskel imellem Liv og Død,
naar jeg engang beskikket har mit Hus,
skal med et Smil jeg gaa i dette Sus.
Men Tiden iler, jeg maa atter bort,
end er den ikke min, den Dødsakkord,
mit Hjerte er af En saa spændt, saa fuldt,
jeg har endnu det hede Hjertes Sult.
Saa vent mig, vent — — men dybest i din Favn,
med ét, imens jeg aander i dit Navn
og ser dit Smil i Mørket flimre hen,
gaar Poppellyden susende igen.