I
Hør min Hymne, hør mig, Eros,
hør mig, natbetaget, messe,
du, som hærded mig til Klinge
i din ætnahvide Esse, —
Baal og Brande har jeg tændt dig
paa de stejle Bavnebakker,
du som fried mig fra Slettens
og fra Smaalighedens Slakker.
Paa de stejle Bavnebakker,
hvor de vilde Vinde skalter,
har jeg bygget dig til Ære
et barbarisk Baal, et Alter,
og jeg raaber gennem Natten,
mens mit Baal afsindigt flakker:
Eros, Eros — din er Æren,
du som fried mig fra Slakker, —
Du, som lærte mig at stemme
Haanden om en Kvindes Nakke,
du, der lærte mig som Floden
gennem Bjærgene at flakke,
til den styrter sig afsindigt,
til den føler sig begravet,
til den føler sig omarmet
af sin Elskede, af Havet.
Hør min Hymne, hør min Hymne,
se mod Nattehimlen Baalet
som min Længsel, som min Længsel
imod hende, imod Maalet, —
men du rækker dig forgæves,
Baal, mod Himmelen i Svimlen,
jeg skal med Titanens Kræfter
storme og erobre Himlen.
II
Men jeg standser i min Hymne, —
det har ganske nylig regnet,
og de vaade Grene strækker
sig fra Haverne og Hegnet,
fra de høje Træers stille,
fra de natberørte Zoner
gaar et sagte og sørgmodigt,
gaar et høstligt Tog af Toner, — —
og med eet kan jeg erindre
et Par unge Øjnes Gløden,
aa de trodsed livsbetaget
Dom og Djævelen og Døden, —
og jeg husker disse Øjne,
hærgede af Nag, af Nøden,
ja, jeg husker disse Øjne,
der var Had i deres Gløden.
— —
Du som mistede din Fjerham
og blev Slettelandets Bytte,
du, for hvem et Erosalter
blev en graa og sløret Myte,
dine Hænder gad jeg presse,
dine kolde frosne Hænder,
presse dem imod mit Hjerte,
hvor mit Blod i Bølger brænder, —
og, hvis ej det var forgæves,
dæmpe Hadets rustne Stemmer,
hviske om din Ungdoms Vaartid,
som du bitter og forgræmmet glemmer, —
denne Aften, hvor det regner,
og de vaade Blade falder,
og de triste Høstens Toner
paa de saarede og faldne kalder.
Hør min Hymne toner atter,
hæver sig i veg Begynden,
men den sænker sig og famler
i en grublende og adspredt Nynnen.
Og jeg selv og Natten mumler,
mens mit Baal uroligt flakker:
Eros, var det dine Flammer,
som har brændt en Ung til Slakker.
— —
Ti, min Grublen — ti, min Grublen, —
hør, — i Nattehimlens Zone
gaar min Eroshymne atter
som en vild, barbarisk Tone:
Hil dig, Eros — Eros, hil dig,
fri mig for de mørke Krypter,
brænd imod den mørke Himmel,
Flammebaal fra Urtidsdybder.