Min Gud, hvor du var smuk i Gaar,
der var et Mørke om dit Haar,
en Morildsnat, hvor jeg for vild
ved pludselige Glimt af Ild,
en Morildsnat — en Duft af Vaar, —
min Gud, hvor du var smuk i Gaar.
Fra Skyggen paa din store Hat
faldt der et dæmpet Brus af Nat,
fra dine Havfruøjne gik
en vild, en hed, en dyb Musik, —
den steg, den sank, tog atter fat, —
min Gud, hvor jeg var gal i Nat.
Var det Volnay, — den Vin, der stod, —
det var, som drak jeg af dit Blod,
det var, som drak jeg af dig selv
og blev med dig en vældig Elv,
der styrted i et Kog af Mod, —
ja — jeg har drukket af dit Blod.
Din Mund — ak Vin, som jeg har smagt,
jeg faar det aldrig, aldrig sagt,
da vi i Nat tog hjem til Fods,
bed du min Læbe vildt til Blods, —
o Kys, som har saa dyb en Magt,
jeg faar det aldrig, aldrig sagt.
Hvor du var fin og ung i Gaar, —
nu mindes jeg dit mørke Haar,
jeg kysser dine Øjne til
og hører deres fjerne Spil, —
o Kys, hvor Timerne blir Aar, —
min Gud, hvor du var min i Gaar.