Solen er oppe, det blaaner foroven,
men der er Dødsens Forladthed i Skoven,
Blæsten tar Bladene, — visnede, gule
sejler de bort som forstummede Fugle.
Se, hvor det tyndes, naar Blæsten begynder,
ét gaar i Vester og ét gaar i Sønder,
hører I, Venner, den sukkende Klage,
det er de Sjæle, der bliver tilbage.
Se, de var fælles om Roden og Saften,
duvede sammen fra Morgen til Aften,
brusede sammen og nynned bedrøvet,
intet var Blad, — men det hele var Løvet.
Ak, om vi rejste paa éngang i Høsten,
sejlede sammen fra Smerten og Lysten,
højt gennem Luften fra Livet, fra Stammen,
ak, om vi faldt, — om vi smuldrede sammen.
Men det er Hvinet i Dødens Orkester:
Een blæses bort fra de sukkende Rester,
Een gaar en Dag med et Skrig fra de andre,
vandrer en Vej, som han ene maa vandre.
Kom, mine Venner, kom nærmere sammen,
vi, som er fælles om Roden og Stammen,
kom lad os synge om Smerten og Lysten,
højere, skønnere, helt — indtil Høsten.