Paa Væggene hang der Portrætter
af Aandens udvalgte Mænd,
hvis tusinde Dage og Nætter
forlængst var vejrede hen;
der hang de — og rundt om i Bøger
stod, hvad de elsked og léd.
Vi sad her i Natten og talte.
om altings Forkrænkelighed.
Vi sad her, i levende Live
og saa over Tidernes Sø
og vidste, vi skulde forblive
en Stund — og saa visselig dø,
omsider i Søen sænke
vort Liv, vor dyreste Skat,
det var, som vi bar paa en Lænke
i denne tungsindige Nat.
Da Lampen begyndte at falme,
tog jeg Farvel, og gik ud,
da steg der fra Morgnen en Salme
et sagte, dirrende Bud,
en Smaafugl øvede Røsten
i Frugthavers blændende Skær,
en Rosenvifte fra Østen
gik over Buske og Træer.
Et Morgenskær gik mig i Møde,
som hentedes Himlene ned,
de Døde var slet ikke døde,
alt var en Uendelighed —
jeg selv gik blandt Morgenens Gaver
en fri og udødelig Gang,
i rosenfarvede Haver
sad der en Smaafugl og sang.