Hvem nævnede Violer,
saa Sné og Kulde vég,
af mange glemte Aftner
en Foraarsaften steg:
fra Vinduet strøg en Luftning,
en Haspe rørtes blidt,
fra Gaden dybt dernede
kom Lyd af Mængdens Skridt.
Hvor fjernt dog Vinen lyste
og den gule Appelsin,
langt borte — eller drømte
jeg kun en Violin?
I Glasset stod Violer,
sortblaanende, som om
den hele Aftens Skumring
fra disse Blomster kom.
Igennem Stuen strømmed
Sekunders travle Tog,
de mumlede og mumled’
et sært, beængstet Sprog,
jeg hørte tusind Lyde,
mon nu? — men de fo’r hen,
de strømmende Sekunder
kom mumlende igen.
Det tog i Dørens Haandtag,
et Brus — og ved mit Bryst
jeg hørte Mørket tale
og lé i hendes Røst,
det var som skjulte Kilder
i Brystet paa mig sprang,
de blaa Sekunder standsed
afmægtigt deres Gang.
Violer — hør i Navnet:
En Fest, der er forbi,
en Symfoni af Savnet
har sænket sig deri.
Violer — sagte hviner
paa Mindets mørke Sti
to vilde Violiner,
o Violiner, ti.