Nu kommer de blide Nætter,
da Regnen sagte strømmer,
vi lytter, og vi drømmer,
at vi gaar En imøde
paa store, grønne Sletter —
nu kommer de blide Nætter.
Nu kommer de høje Dage
med kølig Luft at drikke,
men Drømmen standser ikke,
jeg ser i mange Øjne
Længsel som Skyer jage —
nu kommer de høje Dage.
Der ligger i Havnen Skibe,
de gør imod Vaaren en Bøjning,
rykker i deres Fortøjning:
I sydlige Oceaner
er der en Duft at gribe —
vi er som fortøjede Skibe.
Men hvem fik sprængt sine Lænker —
vi sværger ved Liv og Ære,
at nu — at nu skal det være!
Vi sværger, til vi segner,
hver Vaar, naar Vandet stænker —
men hvem fik sprængt sine Lænker?