Det var dengang, da hver en Blæst
fik drejet En snart Syd, snart Nord,
og naar det blæste op til Fest,
man glemte alt, og bort man fo’r —
tilbad en dejlig Mund en Kvæld,
fordi den var saa smuk og ny,
og bød den samme Kvæld Farvel
og havde glemt den næste Gry.
Det var dengang, da Livet sprang
forbi mig paa en Harefod,
og jeg sprang efter, fuld af Sang,
og glemte, hvad jeg efterlod.
* * *
Nu ser jeg ikke mer’ saa mangt,
men hvad jeg sér, tar mig i Ed,
med Dybets Magt har hver forlangt
at blive set i Evighed:
Det lille Barn som snart i Leg,
og snart i Undren gaar omkring,
og som bestandig drager mig
til Livets klare Kildespring, —
det grønne Træ, der suser hen,
sagtmodigt, viist: o Vandrer, vent!
hvergang jeg vandrer bort igen,
er noget skønt i Sindet hændt, —
og min Veninde, mørk og fin,
som, skøn af Sjæl, foragter Ord,
og er en dyb og heftig Vin
og Bruset i mit Sangerkor, —
og den, som sorgfuld gaar forbi
og græder: Jeg var aldrig ung!
og slynger i min Melodi
en Klage, trist og træt og tung, —
og sidst — naar alt ved Nat er slukt
min egen Sjæl, der stirrer ud
og tænker paa saa høj en Flugt
paa karske Vinger — o, min Gud.
* * *
I lér, I bruser om min Stol,
I smiler, sukker — dybt og kendt,
I er min Regn, I er min Sol,
og hvis I gaar, er alting endt.
Bliv altid hos mig, vær mig god
og bær om Livets Kaar mig Bud,
og kræv min Sang og kræv mit Blod,
til Hjertets Kul er helt brændt ud.
* * *
Ak, Liv, som kommer og forgaar,
saa armt paa Smil, saa rigt paa Skrig,
din Haand var oftest ru og haard,
dog kyssed jeg din Kjortels Flig, —
og naar din Haand er mild og god
og tysser Sindet, vrangt og vildt,
jeg ligger krummet for din Fod, —
paa mig var Regn og Sol ej spildt.
Naar Glæden kom, naar Glæden sprang
jeg sang dig, Liv, en Melodi,
o, vil du lytte til min Sang,
skal Lykken langsomt gaa forbi.