Det var som en dæmpet Berceuse
den Aften i Junis Begynden,
den mørknende Skov kom imod os
i søvngængervaklende Nynnen.
Der var ikke Blade, der skælved,
kun Tiden, den strømmende, knitred,
men Lydene listed sig langsomt
til Ro i en Døs og forvitred.
Der bølged en blundende Rytme,
et moderligt „sov du, min Unge”,
tre Fugle fløj tyst over Skoven
med Vingeslag, bløde og tunge.
Du selv var en dæmpet Berceuse,
en dyb og vidunderlig Tone
som den, der kan bruse om Natten
i Poplernes flimrende Krone.
Du selv var en tvingende Tone,
der steg og erobrede Rummet
og sang om mit lyttende Legem,
saa Aftnens Berceuse forstummed.