I Hildesheim, da Natten kom,
stod jeg paa Torvet og saa mig om, —
Vinden gik gennem Lindene,
sagtelig, sagtelig mindende.
I Hildesheim, da Natten kom,
stod jeg paa Torvet og saa mig om. —
Natten er min Guddom.
Raadhusuret lyste som Guld,
Raadhuset selv, det var sort som Muld,
Lysene sluktes i Husene,
Midsommernatten kom susende.
Raadhusuret lyste som Guld,
Raadhuset selv, det var sort som Muld.
Natten er min Guddom.
I Hildesheim ved Nattens Dør
var jeg saa ensom som aldrig før,
fjerne Dage kom dragende,
sukkende kom de og klagende.
I Hildesheim ved Nattens Dør
var jeg saa ensom som aldrig før. —
Natten er min Guddom.
I Hildesheim bag Larm og Lyst
rejste sig Springkummens spinkle Røst,
syngende, stigende — smuldrende,
det var som en Arm omkring Skuldrene
førte mig ud i et Sus af Sang,
Midnatstimen blev dyb og lang. —
Natten er min Guddom.
I Hildesheim ved Nattefald
hørte jeg Springkummens skære Fald
døve et Hyl fra Hyænerne, —
Verden sang som Fontænerne.
I Hildesheim ved Nattefald
hørte jeg Springkummens skære Fald.
Natten er min Guddom.