O Foraar og Elskov — man smiler og aner det næppe,
man væver et nyt og forunderligt Tegn i sit Tæppe.
God Nat, Mona Mia, og Tak for din Favn og paa Gensyn,
jeg kysser din Haand og din Mund og dit Knæ uden Hensyn.
Se Gaden er fugtig, det frisker af Foraar og Væde,
mit Hjerte er fyldt af en tæt, tilforladelig Glæde.
Det lider mod Midnat, og Stilheden lufter og læsker,
Erindringen ridser en Hob af mit Livs Arabesker, —
en henkastet Haandfuld af brogede Dage og Nætter,
et henaandet Vue af min tidligste Ungdoms Vignetter.
Jeg ser som i Drøm i et dybt Perspektiv paa min Færden,
dengang jeg gik rundt i en stor og uendelig Verden:
Der laa i min Drøm en evindelig Krinkel af Gader,
hvor Livet i hver gik omkring med de sælsomste Lader, —
jeg husker en Aften — en Aften, da røde Signaler
gik dybt ind i Himlen som Haner, der galer.
Det skingred af Tog, der laa tusind Reflekser i Vandet,
jeg kom lykkelig hjem fra en dejlig Veninde paa Landet, —
og Byen var vaarlig beløvet, og Luften var Silke,
nu stiger der Væde fra Jorden i vaklende Stilke,-
der stiger en syrlig Narkose af drømmende Dufte i Næsen,
de unge Beplantninger svajer i Foraarets Blæsen.
Ubændige Tid for ubændige, spændstige Skalke,
ak Foraar og Kvinder har dejlige, dragende Kalke.
Jeg gik til et Vindu og fløjted med Foraar i Blodet
og hilstes: „Velkommen — kom op du” — med Blomster i Ho’det.
Og Natten blev stille, Reflekserne sluktes i Vandet,
jeg glemte, jeg kom fra en dejlig Veninde paa Landet, —
o Gud, hvad jeg glemte, tilgiv mig, jeg sansede næppe,
jeg væved et nyt og besynderligt Tegn i mit Tæppe:
En kaad Bajadère, hvis Ynder jeg ikke fortæller,
hun hentede Vin fra sin Faders velsignede Kælder.
Mens Foraarets Fauner gik ude paa Gader og Stier
og blæste Skalmejens forførende Panmelodier.
Og Rak af den simple og Folk af den finere Verden
bød Foraaret til, saa de senere hyled af Smerten.
— —
God Nat, Mona Mia, — det ligger som Ekko i Rummet,
tilgiv, at jeg kaldte paa Sang, der forlængst er forstummet, —
du ved jo, at Drengens bêtise af en Mand blev begravet,
til dig gaar mit Foraar, min Elskov som Floder mod Havet.
O Foraar og Elskov — man smiler og aner det næppe,
God Nat, Mona Mia, du skønneste Tegn i mit Tæppe.