Til Nils Collett Vogt.
Skærtorsdags Sol gik hastigt ned,
og hele Egnen blev forgjort:
Den brunligbløde Skov mod Nord
blev Natten selv, blev kold og sort.
Bag muldne Stammer skoggerler
de skjulte Kragers hæse Trav,
bag muldne Stammer slaar det op
som Fraaden fra et Vanvidshav.
I Vest er Himlen hvid og bleg
og falmet som de Gamles Kind,
saa ensomt som de Gamles Blik,
der ser i Nat og Ødet ind, —
og nøgne Grene fletter sig
som døde Kvinders Kniplingspynt.
I Øst staar af det dybe Blaa
et Maanesølv, en blegnet Mønt.
De skjulte Krager skoggerler,
et Helvedsbudskab, hæst forkyndt.
Men imod Syd et splintret Blink,
en Stjerneskælven, nys begyndt.