Man faar visse Breve sendte,
og man aabner dem i Iver,
og man læser og fortaber
sig i dybe Perspektiver.
Se, mens Skumringstiden rinder,
vandrer jeg ad gamle Veje,
og jeg gribes af en Rytme
fra en yndefuld Skalmeje,
og mens Skumringsløvet suser,
Blad ved Blad i dunkel Klynge,
voksende i lydløs Fylde,
hører jeg mit Hjerte synge:
Vi, som midt i Renæssancens
dystre Spor af Macchiavelli,
mens det jubled i vort Hjerte
knæled ned for Botticelli, —
vi, som i vort Øre elsked
denne Nederlænder Rubens,
just fordi hans Navn behændigt
nitter sig i Rim med „Strubens”, —
vi, som haded ham i Hjertet
for det manglende subtile,
vi som for en Splint af Ynden
gerne gik adskillig Mile, —
vi, som tændtes i vor Tale
af en springende Ekstase,
naar vi standsed ved et Hoved,
malt paa en etrurisk Vase:
Hendes Øjne bar os Budskab
om en skøn og heftig Grublen,
om en Tid, der er vor egen
fjern i al sin Skønhedsjublen, —
vi, som elsked Vaarens Faner
vaje over Fryd og Smerte,
vi; som elskede Vignetter
i et Hjørne af vort Hjerte.
Vi, som elsked Ordets blanke,
Ordets smidige Stiletter,
vi, som elskede og elsker
Foraarstidens ømme Nætter,
hvor vi drev for Vind og Vove
langs med Parkers vaade Gitre
eller fra Kaféens Fortov
saa den grønne Nat forvitre, —
saa de trætte Stjerner sløres
for en Blæst etsteds i Rummet,
paa de stille Boulevarder
sov Kastanjerakleskummet,
sov — en Smule mer’ prosaisk —
Vognma’rgades usle Stakler
paa de nattevaade Bænke
midt i Foraarets Mirakler,
frelst af Vintermørkets Rædsel,
fri af Ondskab og Spektakel,
Vinden drysser dem med Blomster
fra en vaaruskyldig Rakkel, — —
vi, som drømmedrukne endte
alt for tidt i Stemnings-Hier,
vi, som siden tog os sammen
og blev flittige som Bier,
vi, der nu som Dyb vandsvæsner
gaar i Slid og Slæb til Grunden,
kommer op igen i Solen,
stundom med et Vers i Munden,
vi, som siden antog Rubens,
gav ham Ofret, vi var skyldigt,
gav ham Pladsen i vort Hjerte
for at gøre Livet fyldigt,
vi vil denne Aften vandre
de forgangne Aar tilbage,
staa i uforfalsket Skær af
Botticellis svundne Dage,
vi vil hylde ham i Hjertet,
nu i Skumringen det klingre
Strengeguld faar dæmpet Mæle
under Skumringstidens Fingre, —
denne Aften vil vi dvæle
ved en Tid, der er os hellig,
denne Aften vil vi knæle
for vor Ungdoms Botticelli.