Nu kommer Natten stille, berusende og stor,
den hede Dag, den travle Dag er segnet, —
en Kilde tumler vildsomt fra Skovens sorte Jord
og hulker sig fortvivlet gennem Hegnet.
De store Træer iler hinanden angst imod,
det sukker tungt besværet gennem Løvet,
Vesthimlen blunder lydløst i irretgrønt og Blod,
de dunkle Havers Dufte gør bedøvet.
Jeg hører Træer suse og Kilder græde grant,
de Stjernehorder vandrer højt derover,
selv sidder jeg blandt Tage og nikker ad din Kant
og hilser dig af Hjertet, før du sover.