I den store gamle Have
var der ingen Folk at sé,
hist og her laa lyse Pletter
af den sidste hvide Sne,
der var ganske, ganske stille
i den skumrende Allé.
Den var fyldt af Aftnens sære,
uudgrundelige Vejr, —
der blev tændt et Lys langt borte,
og vi fulgte dette Skær,
der snart skinned, snart blev borte
bag de underlige Trær, —
disse graaliggrønne Stammer
med den farveblege Lød
stod omkring os som en Fortid,
der halvt lever, halvt er død, —
se nu skinned Lyset atter
med en dyb og heftig Glød.
Over Broerne, der buer,
stod vi stille uden Ord,
og det spandt og spandt omkring os,
mens en Skyttel lydløst för,
vi gled ind i Aftnens Billed
paa en Væv, en kæmpestor —
mine Traade løb i dine,
og dit Mønster løb i mit,
og den graaliggrønne Tone
listed falmet og lidt slidt
som en Skygge ind i Væven,
ganske stille, ganske blidt.
* * *
Det var samme fjerne Aften,
at jeg famlende fik sagt,
at ifald jeg nogensinde
ved en overjordisk Magt
fik et Ninive, et Babylon
at se i deres Pragt:
— de gigantiske Paladser,
omflimrede af Sol,
og i Tempelmørket Guden,
som mumlende befol,
og de morgenstille Sletter,
hvor en hellig Hane gol, —
var det alt mig velbekendt,
alt det sælsomme vil ské
hver en Aften hun gaar mod mig
med sin Lyst og med sin Vé,
jeg behøver ikke Ninive
og Babylon at sé.
* * *
Saa forsvandt hun — som en Sejler,
der lidt duvende staar
gennem Skumringshavets Bølger.
Hendes sortnende Haar
er et Silkesejl, der blafrende
i Foraarsvinden slaar.
* * *
Se, der hang tre døde Fugle
paa en Fuglehandlers Krog,
da jeg strøg dem henad Vingerne,
da lettedes et Aag,
og det lød i mine Øren
paa et mørkt og graadkvalt Sprog:
Hvem er du, som kommer syngende
og minder om vor Nød,
vi saa Hav og Himmel blaane,
da din Jubelstemme lød,
men naar Livet har den Tone,
saa lad Døden være Død.
Hvem er du, som giver Døde
af din Glædes Overflod,
og jeg svared: jeg er En,
der blev forvist og gjorde Bod,
og nu skimter Minareterne
og Glansen af min Flod.
Jeg er En, som kommer syngende,
af Glæde desperat,
Jeg er hjemvendt fra Forvisning
i en graa fortvivlet Stat,
jeg er Storvezir i Shiras
i det femte Kalifat.
Og paa Vejen til min Herre
og Kalif, som alt formaar,
jeg har Ho’det fuldt af Fabler,
o, jeg synger, mens jeg gaar,
og det blafrer i min Kaftan,
og det blæser i mit Haar.