Blæsten blæser over By
med sit rustne Mæle,
nu skal Mørkets tunge Sky
for vort Øje dvæle,
som om Menneskenes Flok
ikke havde Mørke nok
i de skræmte Sjæle.
Her er Lyset tændt igen,
Mørket skal vi jage,
under Faklerne, min Ven,
stod vi alle Dage,
her gaar Rus og Aand i Haand,
hør i vort Symposion
Gudens Solskinsstemme.
Dionysos, dunkle Gud,
til dit Tempel rømmer,
uden Baand og uden Bud,
vi, som stundom drømmer
om en Frihed, der forgik,
Livets inderste Musik
fra dit Tempel strømmer.
Dionysos — for i Nat
bliv hos os i Laget,
siden, af dit Blik besat,
gaar vi ud i Slaget,
den, som ej af Glæden drak,
men faldt hen i Vé og Ak,
ham har Livet vraget.
Dionysos, grønne Gud
under din Ægide
folder vi vor Jubel ud,
larmende og blide,
du har rørt os med din Haand,
Bellman og Anakreon
sidder ved vor Side.