Da jeg kom til den fremmede Egn
var det Aften, dog end var det lyst,
men saa stilnet og tyst,
som stod alt i Forglemmelsens Tegn.
Kun en Susen af Popler, der sang
en uendelig lang,
en uendelig rislende Vésang om Døden og Høsten:
Du skal falde, min fremmede Bror,
som vi falder, naar Somren er endt.
Som om intet var hændt,
skal vi møde den graadige Jord.
Du har end nogle Somre som Frist,
Du kan skyde en Kvist
eller to, — men en Dag skal Du segne og dø som vi andre.
Og jeg hørte den høstlige Lyd
som et Sus — som fra Rummet den lød.
Da blev Kimmingen rød,
og en Stjerne stod splintret i Syd,
ved dens Gnister blev Tusinder tændt,
og mit Legem bespændt
af en sommerlig Tone, et brusende Panser mod Høsten.
Og da Træerne mørkned som Muld,
og en Maane, et hemmeligt Horn,
steg, gyldent som Korn,
steg, blankt som Sankt Hansbaal og Guld,
da greb jeg det, — Pan er min Gud —
og skingrede ud
en uoverdøvelig Krigssang, en Haan imod Høsten.