Nu falder Mørket langsomt paa store Agres Tavl
og Vejens Trær og Grøftekantens Tidsler,
de lange, lave Længer og Bondegaardens Gavl
staar genfærdshvide. Poppelløvet risler.
Og Skyerne, de ligger i Vest som røde Sværd,
Det tause Kvæg har lagt sig tungt og lytter —
de første spinkle Stjerner har spejlet deres Skær,
lidt bleget Sølv, i Landevejens Pytter.
Men Aftenvindens Bølge, af krydret Duft bespændt,
langs Hø i Hæs og Æblehaver flakker.
Langt borte blev en Lampe med ét i Mørket tændt,
en gylden Blomst sprang ud paa mørke Bakker.
De blege Stjerner vokser, det store Stjernespil
en dæmpet Krydsild over Himlen sender,
Iaften var det visselig værd at være til,
ifald jeg holdt din Haand i mine Hænder.