Ventetimerne er lange,
Haabet hvisker, spændt og bange
Endt er Jernmagts kolde Dage,
Flensborg, Frænde, kom tilbage.
Folk fra Stue, Folk fra Sale,
kunde Gravene kun tale,
vilde fjerne Røster svare:
„Tag nu Slægtens Tarv i Vare!
„Det kan ingen Løgn forvanske:
„vi, som døde — vi var Danske!
„I, som lever, bliv det samme,
„gør ej Slægtens Navn tilskamme.”
Lyd dem — snart er det forsilde,
stem kun, som din Farfar vilde.
Al vor Virken faar jo Vægten,
Styrken i sin Pagt med Slægten.
Ti nu Tale, ti nu Tanke,
Hjertet hører vi kun banke.
Skal vi, naar et Døgn er vejret,
kunne raabe: Slægt har sejret —?