Vi spurgte hinanden: Skal Flensborg nu med?
vi spurgte under Frygt, under Bæven,
vi husked de mange Aars trælse Fortræd,
vi knyttede — men hemmeligt — Næven,
skønt Jernklodsen faldt, og skønt Lænkerne brast,
det var, som om Frygten endnu holdt fast.
Vi famled med Ja, og vi famled med Nej:
hvis Tysken nu igen bliver Herre —?
Da lytted vi — noget var mægtigt paa Vej,
som intet kunne standse og spærre,
det bruste almægtigt fra Sted og til Sted:
Vort Flensborg, vor Frænde skal med, skal med!
Det kom som et Stormvejr, det blev til en Sang,
der svulmede fra Nord og til Sønder,
det var jo det sidste af Frygten, der sprang
som Isen, naar et Foraar begynder,
det var jo os selv, som med Jubel igen
fik sluttet en Kæde med Fortids Mænd.
Vi tør atter sætte et haardt imod haardt,
o genfundet knuger vi Værget,
vi tør atter kræve det Land, der er vort
og glemme, at en Horde har hærget,
vi tør atter kræve med frie Mænds Ord
det Danmark, der ligger ved Flensborg Fjord.
Hør Stærene fløjter fra Træ og fra Tag,
o Flensborg, naar nu Engene grønnes,
og Solen forgylder den voksende Dag,
og Vinter skal med Vaartid belønnes:
da blomstre du dansk, vore Forfædres By,
du Datter af Danmark, bliv dansk paany!