Aften i det Fremmede
Paris
Paris
De tuder, de rastløse Biler,
og Menneskemasserne krydses,
opskyllet paa fjerde Etage
sidder jeg som en Ulysses, —
Penelope, gaar Du nu stille
og mørk i forventende Færden,
mens Dagen gaar hen imod Aften,
og Skyggerne falder i Verden.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal vende
mit Blik i den Verden, jeg ejer,
det er, som mit Liv var en Slagmark
med ikke en eneste Sejr, —
der er kun een Glæde tilbage,
den gør mig saa ydmyg til Mode:
Der hænger dog her i min Stue
et Billed’ af Philip den Gode,
et Blad efter Rogier van Weyden, —
jeg fandt det en Regndag i Brügge,
hvor Tavsheden svøbte sig om mig
som Flager af Dødsrigets Skygge.
Og straks da jeg saa det, jeg sværger,
jeg kunde ha’ faldt det for Fode;
det talte saa dybt til mit Hjerte,
det Billed’ af Philip den Gode.
Der kom fra de graanende Øjne
en Vaarnat med syngende Bløde,
en Majnat for Hundreder siden
steg tystnende op fra de Døde;
og Blomster, der længst blev til Mulde,
de skød nu af Jorden med spæde,
med grønne og drømmende Blade,
der drak af den strømmende Væde.
— — —
Jeg hører de rastløse Biler
og Menneskemasserne ile,
saa fandt mine Øjne omsider
et Sted, hvor de gerne vil hvile.
Du, Rogier van Weyden, som maled’
det Billed’, hvorved jeg nu glædes,
Du talte saa dybt til mit Hjerte:
Gud glæde din Sjæl, hvor den stedes.