Saa er det en Morgen i Luxembourghaven
jeg sætter mig hen i en Stol,
og midtfor er Haven et blændende Bælte
af hvidblaa og hvinende Sol,
men her er de vuggende Grene saa tætte
og her er der morgenkold Vind,
og Solpletter stjæler sig ned gennem Løvet
og flimrer mig blind.
De mørknende Flager langtborte i Flimret
er Folk vel, der kommer og gaar,
hvor godt dog at aande, hvor svalt at fornemme
at Vinden gaar gennem Ens Haar.
Tre graagrønne Vaser i drivende Sollys
med Blomster, der lyner af Rødt
gaar ind i et Udsnit af Himlen, der blaanende
favner dem blødt.
Jeg staar i et Virvar af lysende Pletter,
og slentrer og finder i Flæng
Verlaine mellem Buske, Rokokens Madamer —
og standser med ét ved Chopin —
og mindes en Mand, der har staaet her længe,
mens Regndraaber trommende lød,
ak Stuckenberg, nu er det Foraar i Verden,
og nu er Du død.
Du ydmyge Knæler for Foraar og Blomster,
Naturens forhærdede Præst,
nu er det den Tid, da dit hærgede Hjerte
faldt ned for den elskede Gæst, —
se Blomsterne bløder, se Himlens Safirer
som Øjne bag Træernes Løv —
ak, Stuckenberg, Gæsten er brusende kommet,
og nu er Du Støv.