Det var paa Piazza San Marco
en Aften, da Natten var nær,
Himlen var dybblaa, San Marco
lyste med fosforgrønt Skær;
fra et Orkesterdyb steg der
langsomt en øm Violin,
hele den dejlige Verden
sang i dens Bryst: Jeg er Din.
I det bekymrede Norden
sad i mit Hjerte en Klo,
her paa Piazza San Marco
saa jeg mod Himlen og lo,
imod Musiken og Lyset
løfted jeg henrykt min Vin:
Glæde, jeg hilser dit Aasyn!
éngang — i Nat er Du min.
Glæde, velsignede Glæde —
rørte jeg fordum en Flig
af dine brusende Klæder,
flygted Du skræmt med et Skrig
men denne blaanende Aften
danser Du for mig og lér,
underlig — underlig draget
i dine Øjne jeg ser.
Da bangler der Klokker i Luften,
Lydsvælg, der gabende hungrer,
lukker sig sammen om Hjertet —
det er San Marco, der gungrer!
Som en forfærdet Veninde
jager en øm Violin
gennem Orkestrets Stemmer:
Min er Du, min er Du, min!
Men fra forborgne Kanaler
strømmede Mørket nu ind,
Glæden med udstukne Øjne
ravede bort som en Blind,
sorte og tause Gondoler
flygted som skæmmede Haab,
gennem det mægtige Mørke
rungede Rorkarlens Raab.
— — —
Over Piazza San Marcos
Kupler og stræbende Spyd,
over den lyttende Verden
lyder den ængstende Lyd.
Spil kun, Du ømme Veninde,
lille forjagede Trøst!
Højere bangler dog Klokkerne
gennem det sukkende Bryst.