Mærk — det har regnet. Se Tagenes Skifer er vaade,
Skyer som Baade
driver i Flosser, saa standser de, størkner.
Træerne mørkner,
fyldt af en Lyd, der er træt af at lé,
Champs-Elysées
tegner to løbende Linjer af straalende Lamper.
Louvre har rejst sig i Aftnen med sortnende Vælde,
Hestenes Bjælde
ringler en lys Melodi mod de stirrende Ruder,
Bilerne tuder,
Væsner, hvis Latter er lykkelig fri,
gaar mig forbi.
Under Triumfbuen kysses to tørstende Munde.
Statuer rejser sig, stræbende, tyste — og alle
slanke og smalle,
langsomt, mens Mørket sig sanker,
faldne i Tanker.
Vinden begynder, og Blomsterne nikker forsagt
hver i sin Takt.
Se, nu fik Himlen langt borte en grønlig Fortoning.
Videre gaar jeg — hør plaskende Lyd fra Fontænen
se — der er Seinen,
Broerne krummer sig, kranset af drømmende Lygter,
Genskinnet flygter
flimrende henad den lydløse Strøm, —
er det en Drøm — —
eller, min Gud, er det sandt, at jeg lever og vaager.
Aftenen sortner og sortner, og Lysene fødes,
myldrer, og glødes
ind i en Silkedragt, blank — ja og dejlig at bære,
kunde jeg, Kære,
svøbe Dig sagtelig ind i den nu,
kunde jeg, Du —
Kæreste Du, som er bleven saa saaret og stille.