Nu mørkner det stille ved Floden,
og Smaabørn, der leger og tumler,
blir kaldt af en Stemme i Huset,
Flodbølgerne bruser og mumler.
Ved Kajen gaar halvvoksne Piger
med Stemmer som Kilder i Mulde,
saa dybe som de og saa rene,
af Nat og af Kølighed fulde.
Og Taarnene bliver saa mørke,
og Stemmerne bliver saa svage,
mens Bølgerne mumler og mumler —
én Stemme kun bliver tilbage,
mer dyb end de Røster, der stilned,
mer ren og mer varm — og saa ene
som Dens, der forgæves har tryglet om
og sukkende modtaget Stene.
Jeg hører Dig, hvor jeg end vandrer,
Du eneste Stemme, Du dybe.
Barmhjærtige Nat i Verona,
skjul En, der maa knæle og krybe.