Det aftnedes vaarligt, de spilled „Boheme" i Caféen:
En Bølge af Ømhed og Kvide og flagrende Leen,
vi fulgte de sejrende Toner, — vi er jo Soldater,
kæmper for Livets og Ungdommens dyre Traktater, —
vi indtog et Land, vi husered i Hjerter, der længtes,
og Livets og Ungdommens argeste Fjender — de hængtes.
Da saa jeg bag Forhænget Løvet i Aftenens Blæsen,
bagved stod Himmelen hvid, som et udslukket Væsen.
Og først da jeg saa det, da hørte jeg Tonerne falme,
min Sejrsmusik blev med eet til en sørgende Salme, —
javist, jeg har set jer, I Blade, i Skælven forenet,
Himmelen bagved, der rejser sig blind og forstenet.
Jeg ved det, vi slukner omsider, men lad os nu hvile,
Musette og Mimi — lad dem kvidre og hulke og smile,
ja hør, denne tredie henrivende Akt, hvor Musette
danser berust mod Marcel, der er let at besætte.
Træk Forhænget for — ak Ven, den Musik, hvor de mødes:
En Verden gaar under, en anden usigelig fødes:
De ser paa hinanden, de favnes som slyngende Snerler,
hører et Uvejr af løsslupne, syngende Perler, —
de vandrer alene tilbage i Dybdernes Dybder
med Søvngængersmil som hin mumiegamle Ægypter,
der smilte — til hvad — da han træt af sit Liv gik til Hvile,
smilte forvisset — og siden blev ved med at smile.
Træk Forhænget fra — det suser bestandigt, det kalder,
jeg véd det, det Løv, der nu suser iaften — det falder,
det falder, det slettes, — vi slukner omsider i Sjælen,
éngang skal Giftsnogen hastigt faa bidt os i Hælen.