En Nat i Maj — det blege, grønne Skær,
befriet, lydløst som af Døden dæmpet.
En Stjernes Glimten bag de sorte Trær
har fjerntfra vaklende sig fremad kæmpet,
et spinkelt Glimt — et blændet Blik hos En,
der vaagnede, forundret og i Søgen,
en bleg Safir, en fin og fremmed Sten,
en luftig Draabe, sitrende og nøgen.
Nu blev det stille, stille blev jeg selv,
min Sjæl fik Rummets blege, grønne Tone.
Der er kun dette store, store Hvælv
og Stjernespillet bag den sorte Krone.
Jeg vilde gerne dø, naar det er lyst
en Nat i Maj — naar Foraarsgrene flettes
som Fingre i hinanden, foldet tyst
den sidste Gang, o Foraar, før jeg slettes.