Der ligger En og dør i Nat, —
mens hvide Skyer gaar i Drift
for Østenvindens Riv og Rift,
en skyndsom og urolig Skrift,
der staar et Nu og slettes brat, —
Der ligger En og dør i Nat.
Der ligger En og dør i Nat
og søger for sit Liv en Sum
i Byens Larm, i Himlens Rum
og vender — feberangst og stum —
tilbage til sig selv, forladt —
til Smerten i den sidste Nat,
og jager atter vild og angst
i Verden ud, hvor Vaaren gaar
og lér i Løv og Kvinders Haar,
men hvor slet ingen Altre staar
for den, der jager vild og angst
den sidste Nat før Dødens Fangst.
Det suser i det nøgne Krat,
og hvide Skyer gaar i Drift
og skriver hastigt, Rift i Rift,
vort arme Livs forrevne Skrift,
der staar et Nu og slettes brat, —
Der ligger En og dør i Nat.
* * *
Du skød som en Stængel af Jorden,
den kolde og sorte og blinde,
og svajed og drejed mod Lyset,
berust af de vaarlige Vinde.
Du rakte dig, løb imod Solen,
du suged af Jorden, af Saften,
da knækked du, tynd og forarmet,
din Dag blev en isnende Aften.
Den Jord, hvor du havde dit Fæste,
var stenet og fattig paa Væde
og grum mod en vaklende Stængel,
der løber mod Lysets Glæde.
Hør Aftenens vaarlige Vinde,
en sukkende, pibende Tone
henover den knækkede Stængel
og hvide og frysende Krone.