Der var en Tid, — bag Trods og Harm
og Kamp for Brød og Kamp for Lyst —
da vi var Børn i Hjemmets Arm:
O Tid med hastig Graad og hastig Trøst!
Jeg ser, mens jeg i Aften sent
ad øde Forstadsgader gaar,
hin Tid, da vi med Hjertet rent
hver Nat sov ind i Ly af Fadervor.
Og vaagned vi en Nat i Skræk
og skreg, fordi vi drømte stygt,
strøg Moderhaanden Skrækken væk,
og vi faldt atter hen og drømte trygt.
Den gode Tid — og dog — jeg sér,
jeg ved et Syn: Bag Jærnets Værn
paa en Balkon — et Barn, der lér,
hun er saa fin, saa smuk- — saa smuk, saa fjern.
Jeg gik forbi — jeg saa — og led
usigeligt fra samme Stund,
og jeg kom hjem, af Uro hed,
og ingen kunde løse for min Mund, —
og ingen, ingen saa mit Sind
og løsned ved det Baand af Jærn,
der snørede mit Hjerte ind,
fordi hun var saa smuk og fin — og fjern
Og ingen vidste, ingen saa,
at under Barnehjertes Tag
sneg Ensomheden sig paa Taa, —
den sidder dér den Dag i Dag.
Den gode Tid — aa ja — ak nej —
o Flammehav, o Hjertebrand,
som uden Medynk finder Vej
og raser grumt, selv i de yngstes Land.