Kan du slet ikke lyse
dybt med din Kærligheds Kerte
ind i de skjulteste Kroge
af hele dit Sind og dit Hjerte,
ind i det inderste Kammer,
hvor Ensomhedssusene sukker,
uden at Ensomhedstrækken
blæser mod Kerten, der slukker, — —
vender du da imod Solen
dit Hjerte, naar Vaar gaar af Mulde,
da skal det pludseligt suse,
Glæden skal stivne i Kulde.
Smiler du da som i Glemsel
— „se paa min Unge, der danser” —
da skal du mærke en Isnen
gennem de dirrende Sanser.
Favner du hende, du elsker,
som hele din Glæde rummer,
blander dit Væsen med hendes
da skal du vaagne i Kummer,
slippe din Elskov af Hænde
over din Skæbne bøjet,
stirre tværs gennem Natten
dybt ind i Ensomhedsøjet, —
se mod de evige Stjerners
urtidsristede Love, —
ensomt blinker de Stjerner
som Øjne, der gerne vil sove.