Ét Blad falder og ét og ét,
Birk, Kastanje og Hasler
mister umærkeligt, lidt efter lidt,
Løvet. Og Skovene rasler.
Rødt har blaffet sig bugtende ind
over de grønlige Masser,
røgviolet som en Tusmørkevind
gaar gennem gule Paladser.
Langt bort straaler Fuldbyrdelsens Glød
jeg er en Vandrer, hvis Blikke
spejles af Branden i Bladenes Død,
alt andet ænser jeg ikke,
jeg er en Elsker, der fortner sin Gang
flygtet fra Ufred og Fægtning
gaar jeg mod Skovene Døgnet lang,
Træernes Elsker og Slægtning.
Klog var den Saga det brusende Løv
kunde mit Hjerte fortælle,
Træer, I har, naar jert Løv bliver Støv,
Toner af rigere Vælde, —
Verden i Længsel og Smerte og Gru
hymnede i Eders Kroner,
skønnere, Træer, samler sig nu
Dødsmessens brændende Toner.
Gid jeg dog selv var et falmende Træ,
mærked de flammende Blade
løsne sig stille og falde i Læ,
træt af at elske og hade, —
hvirvledes vældigt i Stormvejrets Hjul,
ramtes af Snefogets Slynge,
hørte en foraarskold Morgen en Fugl
synge og synge og synge.