Der er ingen, der fortæller som Roserne
om Livets skiftende Væld,
snart mumlende som en Kilde,
snart som en Violoncel,
alt det, der sank i Glemsel,
af Smerte og flygtig Skæmt,
vækkes igen af en Rose —
Roserne har intet glemt.
De vil tale, saa længe du lyster det,
lidt sløret — i Rosernes Aand,
du kan sidde mange Timer
med en Rose i din Haand, —
men stundom maa du spørge:
Er det Tiderne, der gik —?
Fik de saa skøn en Tone
i Rosernes Musik.
Der er ingen, der kan digte som Roserne
om Livets mærkværdige Spil —
nogle griber sig til Hjertet
og lukker Øjnene til,
og de kysser deres Rose,
mens de lytter til dens Aand —
du kan sidde mange Timer
med en Rose i din Haand.